|
Hvorfor skriver jeg et digt ? Jeg ved det faktisk ik'. Det kan være svært at rime. Der kommer ikke meget på en time. Hvem forstår ? Hvem vil læse ? En enkelt, det er jo en fadæse! Der er mange måder at slappe af, at skrive er godt, til at gemme i et skab. Andre tror ikke det hjælper at skrive, de sætter sig og hører en pladeskive. Fra alle de problemer, som i livet opstår, tager mange en ekstra tår. Men det er en af de måder der giver skår, og ingen kan problemet, få løst igen. Ja, kun vis man har én, som er en rigtig ven ! Karin-Lisbeth |
|
I dag er det jo lønningsdag, så skal vi ud på tant og fjas, eller også er der en regning derhjemme, dem kan vi ikke bare glemme, hvorfor knokler vi for meget ? er livet virkelig så speget, at vi ikke en fridag kan få presset, så vi ikke alle bliver stresset. Alle har dog et familieliv, de siger "Har du aldrig tid", til at sidde et sekund i stolen og bare glemme at ta' telefonen. Men nej det er lidt svært for tiden, vi lægger hele sæsonen på sliddet. Håber at alle gæster blir glade, fordi vi er nemlig temmelig flade, efter 14 timer i fuld vigør, når vi får løn med fuld honnør. Karin-Lisbeth |
|
En masse mennesker der synger sammen, både unge og gamle. De gør det ydermere, for et godt formål, det er for at hjælpe de nye, de små. Det kan gribe en om hjertet, det er næsten dom en lille smerte. Elton John, Wet Wet and Wet og de andre. Det føles som om de kunne verden forandre. Men det er kun for en enkelt aften at publikum er med i kraften. "with a little help from my friend", gid det vers kunne få verden vendt. Så alle hinandens hænder tog og sagde nej til fattigdom og atom. Karin-Lisbeth |
|
Juli 1988 |
|
Hvad skal man gøre ? Når knuden i maven bliver større? Begynde at græde eller skrige? Det er vel der, at den starter krigen, enten giver man efter med et suk, eller også går man hen og får kuk. Skylden, er den værste fjende. Mange penge, er det nu vigtigt at tjene ? Når hele ens krop, er slidt op, så er det for sent at sige stop ! Hvem ved ? Hvad det arbejde vil sige, der har vi også en masse "krige". Gør dit, gør dat, ikke noget pjat. Ellers får man af chefen tjat. Så er knuden der straks igen, og kroppen er som en flitsbue spændt. (efter en masse ballade på hjemmefronten og på arbejdet ) Karin-Lisbeth |
|
1988 august |
|
Man møder et menneske på stranden det er kun et flygtigt sekund, på livets ganske korte stund. Man lærer ikke at kende hinanden.
Det menneske er ligesom mig, med oplevelser dårlige og ode. Man er ikke den eneste, som man troede, der mener tiderne er for strenge.
Vi lærte ikke hinanden at kende, vores øjne et sekund bare mødtes, det giver måske en smule støtte, et smil med lidt livsglæde at vinde. Karin-Lisbeth. |
|
1988 |
|
Nogle kalder dem ligkistesøm, man hurtigere, til døden er dømt. og hvem tænker på den passive, hun inhalerer røgen, den massive. Måske rygeren tænker på at holde op, men det kan være svært at sige stop. En smøg dækker over mange ting, nervøsitet og kedsomhed såmænd. De unge håber jeg er de kloge, de vil ikke gå igennem, livet i en tåge. Karin-Lisbeth |
|
Natten før vor fest, den er ligegodt bedst. Vi vasker og gør klar, ja, alt det bli'r parat. Bekymringen er stor, alt skal gå efter en snor. Når gæsterne de kommer, med deres "fyldte lommer ". Vi fejrer vores far, fordi han er så rar. Vi alle gæster hylder, mens de deres mave fylder. Nu vil jeg gå i seng, og sove roligt natten væk. (Natten før stor fest på Skjoldenæsholm) Karin-Lisbeth |
|
Okt.- 1988 |
|
I dag er jeg trist til mode, jeg føler at jeg er træt i mit hoved. Hvorfor kommer det over en, at hele kroppen føles som sten. Denne aften er gået skæv, et skænderi over noget ævl. Det kan tage pusten fra en, så er det som om man er sten. For ikke at eksplodere i hyl, det stikker i hjertet med syl. Penge kan også være med, til at gøre en person ked af det, p.g.a manglen, det er jo bare ikke tanken, når man uvenner bliver og begge i sin stædighed hiver Karin-Lisbeth |
|
Nu er tiden kommet med snuen, og godt ned over hovedet med huen. Influenza florere også hårdt, der kommer de fleste til kort. Ned under dynen med et termometer, jeg taler faktisk at stakkels Hr. Peter. Det er det samme hvert eneste år, her i vort hjem det foregår. Ingen mad, kun lidt drikke, endelig ikke med dørene smække. Fordi Peter den stakkel, er sikker det er uret der for ham nu tikker, og klokkerne for ham er begyndt at kime, Nu kimer helt sikkert hans SIDSTE TIME. Konen Karin-Lisbeth |
|
Marts 1989. |
|
Jeg havde en dejlig fætter. Vi alle på hans sind satte pris. Han havde ambitioner om landbrug, heste og kornmarkers svage sus. Desværre for os alle er han revet væk, med landvejen, man ej skal drive gæk. Det måtte vi lære. Det var en bil med glade drenge, deres liv havde stadigvæk mange strenge. Det værste er for hans kære. Nu er vi tilbage med sorgen så stor. Intet, nej intet kan beskrives med ord. Men, hverdag de sker på vor jord. Forældre mister et barn, så hurtigt. Erindringen blir' der, og smerterne sorte. 19 år var ingen alder, tankerne er der og man blir' snurrig. Den tanke kommer altid til alle forældre, også selv om, børnene bliver ældre. Pas På Pas på Livet. Det er omtanken der tæller. Kusine Karin-Lisbeth |
|
Livets træ har rodnet, stamme, grene og kviste. Men for at få det smukkeste, ud af livets træ. Må vi vande det, tit med tårer, ofte med lærdom aldrig med had og ondskab. Fordi ingenting kan vokse, hvis ikke det får kærlighed . (Dette skrev jeg til en god ven, da hun var meget syg.) KARIN LISBETH |
|
Togtur fra København til Borup Juni 1989. |
|
Næste station Roskilde. Toget fortsætter til Slagelse. Nogle kommer hjem fra skole, én han flytter fra sin kone. Pigen læser sin avis. To unge hører høj musik. Lyse, mørke, sorte røde. kort vi har et lille møde. Nogle ser man hver eneste dag andres af os ses hver søndag. Jeg er en a tusinde med DSB. hjem fra arbejde det er sent. Men alle har vi dog et ønske, det er helst at kunne synke, ned med benet oppe på hele sædet, det vil de fleste gerne, med glæde. Karin-Lisbeth |
|
August 1988 |
|
Inderst inde i mig selv, er jeg en fattig og ensom sjæl. Ikke alle kan mig forstå, bare ikke min familie forgår. Jeg elsker dem begge af hele mit hjerte, hvis jeg mistede én, kom den frygteligste smerte Den vil på min sjæl og mit sind, sikkert sætte kraftige mén. Karin-Lisbeth |
|
August 1988 |
|
Jeg har lige besøgt Lene, hun bor der dog ikke alene. Et nyt hus med masser af folk, jeg talte, og kom tæt på de tolv. Sikke et dejligt hjem, de har fået. Man skulle tro de i lotteriet, havde trukket. En gevinst på lykke og held, men jeg ved at det er dem selv, der siger, hvor der er husrum, er der hjerterum, det mundheld, er nu ikke helt dumt. Har man besøgt den familie, skulle man følge den linie. En masse børn, giver glæder, trods det, at de dog også græder. Ja, jeg ser frem til den næste gang. Så føles vejen ej heller så lang. Karin-Lisbeth |
|
August 1988 |
|
Man er helt flad, men familien er glad. Nu er vores mor hjemme, men i må ikke glemme. At selv om det er fridag, er det kun en enkelt dag. Der er mange ting som trænger, og jeg ville helst med mine hænder, gøre det hele i en fart. Man ved dårligt, hvor man skal gå i start, Pludselig er dagen gået, alligevel fik man næsten intet nået. Karin-Lisbeth |
|
august 1988 |
|
I dag har jeg solgt to billeder, det var rart med lidt skillinger, men jeg fandt ud af én ting, det er næsten lige meget med kongens klink. Det vigtigste for mig især, er at de ved, hvad det for mig er værd. Jeg sælger nok til en lavere pris. Jeg har jo brugt et par dage eller to. Men reaktionen, den var temmelig god. jeg fik endda en bestilling, af en "mus", måske den også får en tvilling. Karin-Lisbeth. |
|
Brændefesten maj 1989 En fest vi holdt af de vilde det startede med at vi skulle grille. masser af hvidvin til alle os piger vi hellere en øl tar' mændene siger. det var så hyggeligt alle ku' komme og livremmen måtte vi flytte en tomme. Så begyndte sprutten at virke, i krogene det begyndte at knirke, en blev jaloux, over ingenting, og det satte skub i glemte ting, gammelt nag kom op i et kvaj. En faldt i grillen og over en steg. vi var jo værter og ganske rolige, ungerne legede inde i boligen. to gik hjem for at slås videre, vi håber ej det blev stridere, men da bålet blev slukket så var det vi sukkede godt det er overstået, nu varer det længe for vi "skylder" Karin |
|
10 maj 1990
I aften er det meget lummert vi ligger samlet alle i samme hummer udenfor er natten stille ingen vinde. kun en trille Trillen kommer fra Nattergalen, den synger her i sommer dalen, det griber mig om hjertet, hvert år når den lader trillerne slå Tiden er kort Natten er sort, Måske derfor at man synes den er så smuk, denne sommerhymne. Karin-Lisbeth |
|
Maj 1990 Nu er det sidste side, håber ikke at minderne vil glide, ud af vores hukommelse nogle ting glemmes hurtigt. de små episoder i børnenes liv, måske jeg på en positiv måde, kan give dem et minde om mig. Nogle digte taler for sig elv, andre skal have en forklaring. Tit er det svært at rime, men det er et rigtigt digt for mig at det rimer de fleste steder. Jeg må prøve med en ny bog, ellers er der så meget sjovt der glemmes. en dag vil det være sjovt at læse disse små erindringsbilleder. Karin |