|
1-11-1988
nu må du ikke tiden øde væk. hvis du spørger din mor engang, om ikke hun selv engang havde trang, til at slippe for pligter derhjemme. Du er ikke en af de slemme. Du morer dig bare, sammen med venner, lige meget hvor meget hun skælder, du er ikke alkoholiker, eller narkoman. Du har bare ikke lyst til at blive sofaman, det skal du heller ikke blive, dertil er det for kort, livet du kan tidsnok få børn og mand. Så lev livet, prøv det, smag det livet (Et råd fra en gammel sofaman til en ung pige Lis) |
|
Vi
er som 2 spejle |
| Is
kan smelte, sne kan tø men min kærlighed til dig vil aldrig dø. For så længe månen vil smile og dagens roser vil gro skal der i mit hjerte et minde om dig bo. |
|
Så
langt fra dig i norden |
|
Læg
venligst mærke til at jeg eksisterer
og vær sød at lade som om du synes det er bedre end hvis jeg ikke var til Citatet er taget fra Johannes Møllehaves 'Læsehest', |
|
Som
enhver anden har jeg brug for bekendte og venner,
for hengivenhed, for venskabeligt samvær, og jeg er ikke lavet af sten eller jern, så jeg kan ikke undvære dette uden at føle, som ethvert intelligent menneske, et savn og et dybt behov. Jeg siger dig dette, fordi du skal vide, hvor godt dit besøg har gjort mig |
|
Der
er mange
gode forhold, men jeg er træt af at prøve at forklare Jeg sætter pris på at sige, hvad jeg mener og opføre mig, som jeg har lyst til. Jeg holder af sandheden. Hvad der betager mig i vores forhold er at jeg sandfærdigt kan vise mit sande jeg til dit sande jeg |
|
Et
fængsel er en rosenhave,
når du har kloge fæller. I dårens selskab er en lystpark en skummel fangekælder
Og større lykke er det vist at få en viis fjende, end med et venskabs stærke bånd sig til en nar at binde |
| Jeg
ønsker nogen at le sammen med,
nogen at være alvorlig sammen med, nogen til at gøre mig glad og støtte min dømmekraft med hans eller hendes bemærkning og uden tvivl til at beundre min skarpsindighed og indsigt |
| Vi
siger tak for vore venner.
Vore kære venner. Vi bliver vrede på hinanden. Vi går fejl af hinanden. Vi deler denne belastede jord, dette skrøbelige lig, dette værdifulde liv. Så megen rigdom. Så megen vildskab. Sammen bliver vi blæst omkring. Sammen bliver vi trukket af sted. Al denne glæde. Al denne lidelse. Alt dette tilgivende liv. Sammen holder vi det sammen Amen |
| Somme
tider går vort lys ud,
men flammen tændes igen ved et møde med et andet menneskeligt væsen. Enhver af os er den dybeste tak skyldig til dem, der på ny har tændt dette indre lys. |