Sommeren 2008

Brændte vinger

Jeg har brændte vinger som flakser i sommersolen.

Sidder og filosofere her i havestolen.

Der var engang for en tid jeg troede på kærligheds ord.

Nu sidder jeg her og prøver at finde ord

Jeg var ikke i tvivl om noget, alt kørte bare for mig.

I mine unge dage var alt så ligetil,

troede på kærligheden i alle mennesker.

De første hak i kærligheden kom med svigt og utroskab

Det gjorde ondt i min sjæl, jeg græd og græd.

Sammen med mine børn som intet forstod, hvorfor mor og far ?

Faldt derefter i en sexcelle, begær blev vigtigere for mig en kærlighed.

Han elskede mig ikke og var meget ærlig, jeg elsker dig som ven, men bliver aldrig forelsket i dig.

Så spillede vi det spil, som ikke kan holde i længden, det gjorde det heller ikke.

Desværre elskede han sine øl højere end selve livet.

Når jeg ser tilbage, var han min bedste og mest ærlige ven jeg har.

Selv når han lavede eskapader med andre kvinder, var han hudløst ærlig.

Mødte en anden som sagde fra starten at han elskede mig,

men han elskede mig ikke nok, ikke nok til at kunne gøre det til vores liv sammen.

Han legede hele tiden med mine følelser, fangede mig og førte mig ned i sorte huller af desperation.

Troede på alt han sagde, tror på at når et menneske siger til mig at de elsker mig.

Så mener de det alvorligt, ærligt og ikke kun for at få ordnet huset.

Vi og vores var daglig tale, men var kun tomme floskler for at få en husbestyrerinde.

Så længe jeg var fri af børn og pligter, passede jeg perfekt i hans liv.

Fra den ene dag til den anden elskede han mig ikke længere. Han elskede kun sig selv.

Det var tæt på at gøre mig rigtig syg,

så syg, at jeg var bange for ikke selv, at kunne komme op af det største sorte hul, et menneske kan komme ned i.

Nu sidder jeg i mit lille hus og jeg tænker er det rigtigt denne gang.

Eller er jeg en trøstepude for et forlist ægteskab.

Trøst i en mands liv, da mænd åbenbart tænker anderledes end os kvinder.

Men tænker også på hvor tryg, jeg er ved hans tilstedeværelse.

Hans dejlige varme krop og hænder.

Hans dejlige trygge favn, hans ro, selvom jeg kan fornemme, at der er så meget uro i hans liv.

Hans dejlige kække smil og glimt i øjet, hans rolige måde at tale til mig på.

Hans naturlige måde at bevæge sig rundt i mit hjem, uden fordømmelse over at det er rodet, flippet og mit.

Siger at han kan lide mine billeder, er der noget bedre scoretricks J

Hans smukke krop, stærke hænder, som gerne vil holde mine.

Hans livsstil, som er så dejligt uforudsigelig.

Hans kærlighed til naturen, fascinerer mig meget!

Det som skræmmer mig er at han måske bare er på vej til sit næste stop.

Det som skræmmer mig er at mine følelser kommer til at løbe af med mig.

Så jeg i stedet skræmmer ham væk, fordi jeg vil kærligheden sammen.

Men som min veninde så smukt siger, kan man elske for meget ?

Det som kan skræmme mig, er at jeg hele mit liv har været naiv og TROET på kærligheden.

Det kan skræmme mig at jeg bliver syg af at være naiv.

Ved jo nu af erfaring, at det kan være tomme løfter, tomme floskler, som kan stoppe på én dag.

Ved at jeg skal få mine brændte vinger til at vokse ud igen i sommervarmen. Ved at jeg VIL tro på kærligheden.

Han har hjulpet mig meget på få dage, til at begynde at tro på kærligheden. Men når jeg er alene med mig selv, begynder jeg at tvivle på mig selv. Ikke på os, og det vi har haft sammen. Men på mig selv som være god nok. Er jeg bare en skraldespand for sårede følelser i disse mænds liv ?

Men når jeg føler efter har det KUN været godt mellem os. Det har kun været ren hygge. At der så set i bakspejlet var en masse ting som han ikke ville involvere mig i. Kan jeg jo kun have fuld respekt for !

Men når du siger til mig at jeg er den eneste ene i dit liv nu, når du lærer mig at flyve igen. Så lad os tage turen sammen.