Kærlighed i hjertet

En dag bad en lærer sine elever skrive navnene på deres medstuderende ned på to stykker papir. De skulle levne noget plads mellem hvert navn.

Hun bad dem tænke på det bedste, de kunne sige om hver eneste medstuderende og skrive dette ned under den enkeltes navn. Det tog  klassen resten af timen at fuldføre opgaven, og da de alle forlod rummet, afleverede de hver især deres opgave.

Den følgende lørdag skrev læreren til hver eneste elev en liste, hvor der stod, hvad de andre elever havde sagt om personen.

Om mandagen gav læreren hver enkelt elev hendes eller hans liste. Inden længe smilte alle eleverne.

"Virkelig" hørte hun hvisket. "Jeg vidste ikke, at jeg betød så meget for nogen" og "Jeg vidste ikke, de andre kunne lide mig så meget" var de fleste kommentarer.

Ingen nævnte senere disse lister.

Læreren vidste ikke, om de viste eller diskuterede listerne med deres forældre, men det betød heller ikke noget. Opgaven havde haft den effekt, hun ønskede. Eleverne var tilfredse med dem selv og hinanden. Gruppen begav sig videre. Mange år senere blev en af eleverne dræbt i Vietnam, og læreren deltog i begravelsen af netop denne specielle elev. Hun havde aldrig før set en militærperson død i en kiste. Han så så smuk ud og så voksen ligeså.

Kirken var fyldt med hans venner. En efter en gik de alle en sidste gang forbi kisten. Læreren var den sidste, der velsignede den døde i kisten.

Netop som hun stod der, kom en af de soldater, der var med til at bære kisten, hen til hende. "Var du Marks matematiklærer?" Hun nikkede "ja"

"Mark talte meget om dig". Efter begravelsen deltog de fleste af Marks tidligere klassekammerater i en komsammen.

Marks mor og far var der også. Helt tydeligt ville de gerne tale med hans tidligere lærer. "Vi vil gerne vise dig noget", sagde hans far, mens han tog sin tegnebog op af lommen. "De fandt dette på Mark, da han blev dræbt. Vi tænkte, du ville genkende dette".

Mens han varsomt foldede to stykker papir ud - papir der tydeligt var blevet tapet sammen, pga. sliddet af de mange gange, det havde været foldet sammen.
Læreren vidste uden at se papiret, at det var det samme papir, hvorpå hun havde skrevet alle de gode ting, kammeraterne havde haft at sige om Mark.

"Tusind tak fordi du gjorde dette", sagde Marks mor. "Som du kan se, så skattede Mark det meget højt." Alle Marks kammerater samledes omkring hende.

Charlie smilede skævt og sagde: "Jeg har også stadig min liste.Den ligger øverst på mit skrivebord derhjemme." Chucks hustru tilføjede, "Chuck bad specielt, om at dette blev indføjet i vort bryllupsalbum." "Jeg har også mit. Det er i min dagbog", sagde Marilyn. Så tog Vicky, en anden klassekammerat, sin lommebog frem og viste sin slidte liste frem for gruppen, og sagde stolt: "Jeg har det altid med mig. Jeg tror, vi alle har gemt vor liste." Da satte læreren sig endelig ned og græd. Hun græd for Mark og for alle hans venner, der aldrig ville se ham igen. 

Størstedelen af mennesker af i dag opfører sig, som om de har glemt, at livet en dag stopper. Ingen af os ved, hvornår denne dag kommer.
Så vær sød og fortæl de mennesker, du elsker og synes om, at de er specielle og vigtige. Fortæl dem det, inden det er for sent.

En af måderne til at gøre det er at videresende denne mail. Hvis ikke du gør det, så har du atter forpasset en vidunderlig chance for at gøre noget smukt for andre.

Hvis du har modtaget dette, så er det fordi en anden bekymrer sig om dig, samt at der er mindst en der holder af dig. Hvis du har "for travlt" til at bruge de få minutter, det tager at sende denne mail
videre, er dette så den første gang du ikke gør bare denne lille ting for dine venner.

Jo flere du sender mailen til, jo bedre er du til at række hånden frem

til dem, du holder af. Husk, du høster, hvad du sår. Det, du fylder

andres liv med, kommer tilbage til dit eget.

Må din dag være god, dejlig og speciel, nøjagtig som Du selv er...